DICE: Europa samles i København for at diskutere fremtidens digitale identitet

Af Katrine Thielke den 23. juni 2026

<span id="hs_cos_wrapper_name" class="hs_cos_wrapper hs_cos_wrapper_meta_field hs_cos_wrapper_type_text" style="" data-hs-cos-general-type="meta_field" data-hs-cos-type="text" >DICE: Europa samles i København for at diskutere fremtidens digitale identitet</span>

Fra den 22. til 24. juni samles regeringsembedsmænd, teknologieksperter, standardiseringsorganisationer og virksomheder fra hele Europa i København til DICE – Digital Identity unConference Europe. Her skal de diskutere digital identitet – et nøgleområde inden for teknologi, hvor Europa faktisk er førende i verden.

Konferencen er et af de vigtigste europæiske mødesteder for dem, der arbejder med digital identitet, digitale tegnebøger (wallets) og den infrastruktur, der skal gøre det muligt for borgere og virksomheder at identificere sig sikkert online. Konferencen munder ud i en “book of proceedings”, hvor beslutninger, ideer og anbefalinger bliver samlet og offentliggjort.

Digital identitet er højt på dagsordenen

I en tid, hvor Europa investerer massivt i digitale identitetsløsninger, AI udfordrer tilliden til digitale interaktioner, og behovet for sikker datadeling vokser, er samarbejde på tværs af landegrænser vigtigere end nogensinde.

DICE samler repræsentanter fra blandt andet Danmark, Tyskland, Frankrig og Moldova samt organisationer som OpenID Foundation, Decentralized Identity Foundation og Internet Engineering Task Force for at dele erfaringer og udvikle de standarder og løsninger, der skal sikre fremtidens digitale samfund.

Konferencen afholdes for første gang i København og forventes at tiltrække deltagere fra både Europa og resten af verden. Diskussionerne spænder fra digitale identitetstegnebøger (som AltID, der netop er lanceret i Danmark) og privatlivsbeskyttelse til nye teknologier som AI-agenter, kryptografiske beviser og sikker digital infrastruktur.

De dominerende temaer på årets DICE er:

  1. Digitale ID-tegnebøger i praksis
  2. Digital identitet for virksomheder - på tværs af lande og systemer
  3. AI og ansvar: Hvordan man kan bevise, hvem der står bag en AI-agent?
  4. Privatliv: Hvordan man deler så få persondata som muligt.
  5. Udbredelse: Hvordan løsningerne bliver enkle nok til, at alle vil bruge dem.

Den samlede liste over emner, der skal tales om, kan ses her.

Frederik Krogsdal Jacobsen, Co-Chair i “Connect Working Group” i OpenID Foundation, samt ledende softwareingeniør i Idura, siger:

“DICE er der, hvor Europa for alvor sætter fart på digitaliseringen. Europa står virkelig stærkt på nogle områder indenfor tech, og vi skal være stolte af vores fokus på løsninger, der respekterer og beskytter den enkelte borger og samtidig skaber en stærk digital infrastruktur i samfundet. State of the art-løsninger til digital identitet er en nøglekomponent i fremtidens digitale samfund og er et område, hvor Europa kan bevare sin førerposition.

Især udviklingen i Tyskland er værd at fremhæve. Hvor tyskerne indtil for få år siden var bagud på digitalisering, går de nu forrest i udviklingen af gode løsninger, og arkitekten bag deres digitale ID, Christian Bormann, deltager på DICE i København.

Frederik Krogsdal Jacobsen, Co-Chair i “Connect Working Group” i OpenID Foundation, samt ledende softwareingeniør i Idura.Jeg er glad for at vi i Danmark kan tiltrække en konference på det her niveau, og jeg forventer at “Københavner-DICE” fremprovokerer en håndfuld afgørende beslutninger om, hvordan fremtidens identitetsløsninger i Europa ser ud.

Danmark er langt fremme med digital identitet, og vores erfaringer er meget relevante for de andre lande, ligesom at Danmark kan hente god inspiration på konferencen.”

Christian Bormann, arkitekt på den tyske stats wallet, siger:

"I believe DICE is an important opportunity for exchange & collaboration on digital identity with a more European focus."

Florent Tournois, direktør for den franske stats wallet og koordinator af EU’s APTITUDE-program, som har 11 EU-lande, Ukraine samt en lang række industripartnere, siger:

“DICE unConference Copenhagen is one of the best places to generate new ideas."

En unConference...

DICE adskiller sig fra traditionelle konferencer ved at være en såkaldt "unconference". Her fastlægges en stor del af programmet af deltagerne selv, som foreslår emner, organiserer sessioner og arbejder sammen om konkrete udfordringer. 

Formatet bygger på åben videndeling og aktiv deltagelse frem for ensrettede præsentationer. Målet er ikke blot at diskutere fremtidens digitale identitet, men at skabe de samarbejder, idéer og standarder, der kan omsættes til praksis efter konferencen.

Det sikrer også, at konferencen dækker de emner, der er relevante nu i stedet for de emner, der var relevante, da planlægningen startede.

Om DICE

DICE – Digital Identity unConference Europe – afholdes i 2026 for fjerde gang. De tre foregående konferencer blev afholdt i Zürich i Schweiz, hvor arrangementet etablerede sig som et vigtigt samlingspunkt for eksperter, myndigheder og virksomheder, der arbejder med digital identitet.

I år flytter DICE for første gang til København, hvilket understreger den voksende betydning af europæisk samarbejde om digitale identiteter, digitale tegnebøger og fælles standarder på tværs af landegrænser.

En forløber for DICE er Internet Identity Workshop. IIW betragtes af mange som digital identitets svar på Silicon Valleys garagekultur. Gennem de seneste 20 år har workshoppen været med til at forme teknologier som OpenID, OAuth, OpenID Connect, Verifiable Credentials og decentraliserede identiteter, som i dag bruges af milliarder af mennesker verden over. DICE bygger på samme åbne "unconference"-format, hvor deltagerne ikke blot taler om fremtiden, men er med til at bygge den.

Om Open ID Foundation

OpenID Foundation er en global, non-profit standardiseringsorganisation, der udvikler åbne standarder for digital identitet og sikker login. Organisationen blev grundlagt i 2007 og samler virksomheder, myndigheder, organisationer og tekniske eksperter om at gøre digital identitet mere sikker, brugbar og privatlivsbeskyttende på tværs af systemer og lande. OpenID-standarder bruges i dag af milliarder af mennesker på tværs af millioner af digitale tjenester.