Hvorfor har ikke alle lande eID'er? (Og hvorfor har de nordiske lande dem?)

Elektronisk identifikation er blevet en væsentlig del af den nationale infrastruktur i mange lande.

De nordiske lande – såsom Danmark, Norge, Sverige og Finland – er pionerer på dette område og er kommet langt med udviklingen og indførelsen af eID-systemer. Nationale eID-ordninger er udbredt i Europa, selvom deres modenhedsniveau varierer.

Men ikke alle lande i verden har indført eID.

Hvorfor er der så store forskelle i implementeringen?

Hvad er en eID?

En elektronisk identitet (eID) er et digitalt system til at verificere en persons identitet online, hvilket giver borgerne adgang til forskellige onlinetjenester. eID'er kræver typisk en kombination af noget, brugeren ved (f.eks. en adgangskode), noget, de har (et fysisk kort eller en app), og noget, de er (biometriske data).

Hvorfor er de nordiske lande førende inden for indførelsen af eID?

De nordiske lande begyndte at indføre de første nationale eID-ordninger i begyndelsen af 2000'erne, hvor hvert land valgte en forskellig tilgang:

• Danmark: Det danske MitID er et resultat af et samarbejde mellem den offentlige sektor og finansielle institutioner. Systemet blev implementeret gennem en offentlig udbudsproces og ejes og forvaltes i dag af MitID-partnerskabet, som omfatter Digitaliseringsstyrelsen og Finansstyrelsen.
• Norge: Det norske BankID ejes og udbydes af bankerne. Bankerne udsteder BankID til enkeltpersoner, og staten anerkender og accepterer det som adgang til offentlige tjenester.
• Sverige: I lighed med den norske model udbydes det svenske BankID af bankerne og accepteres af staten.
• Finland: Finland har et strengt reguleret regelsæt for eID'er, hvor udstedere af eID'er er underlagt godkendelse og overensstemmelseskontrol af den nationale tilsynsmyndighed, Traficom. Samarbejdet mellem de finske banker begyndte i 1990'erne med TUPAS-specifikationerne og udviklede sig i 2019 til det finske tillidsnetværk (FTN). I dag udsteder 10 banker FTN-godkendte eID'er, sideløbende med Mobile ID (Mobiilivarmenne), som leveres af tre store mobiloperatører.

Selvom disse lande følger forskellige modeller, har de opnået betydelig succes med implementeringen af eID. Denne succes kan blandt andet tilskrives avanceret digital infrastruktur, stærk statslig støtte og en høj grad af offentlig tillid til både statslige institutioner og teknologi.

• Digital infrastruktur: I løbet af de seneste to årtier har de nordiske lande investeret massivt i digital infrastruktur, som nu understøtter en sikker og udbredt brug af eID.
• Støtte fra regeringen: Regeringerne i de nordiske lande betragter eID som et vigtigt redskab til modernisering af offentlige tjenester og øget effektivitet. Deres engagement i den digitale transformation resulterer i lovgivning og politikker, der fremmer sikre digitale identifikationssystemer.
• Sikkerheds- og privatlivshensyn: De nordiske lande har indført strenge protokoller for at beskytte borgernes data. Deres nationale eID-systemer er udformet til at være yderst sikre, og der foretages betydelige investeringer for at styrke modstandsdygtigheden over for cyberangreb og onlinebedrageri.
• Tillid til myndighederne og teknologien: Den nordiske region er kendt for en høj grad af tillid til de offentlige institutioner. Borgerne er mere tilbøjelige til at tage digitale tjenester og eID til sig, når de føler sig sikre på, at deres data bliver beskyttet.

Hvorfor har ikke alle lande eID'er?

Selvom eID har vist sig at være effektivt i Norden, har mange dele af verden været langsommere til at indføre det af flere årsager.

• Omkostninger og ressourcer: Udvikling og vedligeholdelse af et eID-system kræver betydelige investeringer i teknologi, infrastruktur og sikkerhedsforanstaltninger. Lande med begrænsede ressourcer eller økonomiske udfordringer kan have svært ved at indføre sådanne systemer på nationalt plan.
• Den digitale kløft: Mange udviklingslande står over for udfordringer med internetadgang, digital kompetence og teknologisk infrastruktur. I regioner med lav internetdækning kan indførelsen af eID være vanskelig, da borgerne muligvis ikke har de nødvendige enheder og internetadgang til at benytte digitale tjenester.
• Kulturelle og politiske faktorer: Der kan også være modstand mod at indføre eID på grund af kulturelle forskelle, mistillid til statslige systemer eller bekymringer vedrørende privatlivets fred og overvågning. For eksempel kan lande med mere autoritære regimer bruge digitale identifikationssystemer til at spore og kontrollere borgerne, hvilket gør folk tilbageholdende med at tage dem i brug.
• Bekymringer om databeskyttelse og sikkerhed: Bekymringer om databeskyttelse og cybersikkerhed udgør store udfordringer for implementeringen af eID-ordninger. Potentielle datalækager eller misbrug af personoplysninger er reelle trusler, der kræver solide rammer for cybersikkerhed på nationalt plan, hvilket ikke alle lande har.
• Kompleksitet ved implementeringen: Det er kompliceret at skabe et sikkert, brugervenligt og interoperabelt eID-system. Det kræver koordinering mellem offentlige myndigheder, den private sektor og tekniske eksperter. Nogle lande kan have svært ved at integrere disse interessenter eller stå over for andre politiske eller bureaukratiske hindringer.

Resumé

eID vinder frem på verdensplan, med de nordiske lande i spidsen. Europa arbejder på at indføre en ramme for en pålidelig og sikker digital identitet for alle europæere i henhold til den nye eIDAS 2.0 -forordning.

I takt med den fortsatte digitale transformation vil flere lande sandsynligvis undersøge fordelene ved eID, men på grund af forskellige udfordringer vil en bred udbredelse tage noget tid.